Når kaffebrygning bliver til raketvidenskab: Jagten på de sidste 2 %
Der er sket noget med kaffe de sidste ti år. Det, der engang var et spørgsmål om at vælge de rigtige bønner og ramme den rigtige temperatur, er muteret til en hel videnskabelig disciplin.
Vi ser det hele tiden: Kaffeentusiaster, der læser hvidbøger om vandkemi, måler partikelstørrelsesfordeling med laser og diskuterer "computational fluid dynamics" i deres espresso-pucks. Kaffeforskningen er for alvor krøbet ud af laboratoriet og ind i de danske køkkener.
Det seneste er Gaschromatografi og AI, som er nye værktøjer i kaffeforskningen - og som vi vel snart også vil opleve snige sig ind på øverste hylde blandt kaffeentusiaster.
Det er fascinerende. Det er dejlig nørdet. Men det er ikke uden omkostninger. Det har en pris.
Den benhårde lov om 'Diminishing Gains'
I økonomi taler man om diminishing returns – loven om aftagende afkast. Det er præcis det, vi bør være opmærksomme på som kaffeentusiaster: Giver det os et bedre liv som kaffenørder, entusiaster og nydere?
Lad os være ærlige: Du kan nå 95 % af vejen til den perfekte kop med en ordentlig kværn, friske bønner fra et godt risteri (som os selv, for eksempel) og en smule sund fornuft. De sidste 5 % kræver til gengæld en eksponentiel indsats. Her taler vi præcisionstermometre, specialdesignet vand med præcise mineralprofiler og vægte, der kan måle et støvkorn.
Spørgsmålet er: Gør det din morgen bedre, eller gør det den bare mere kompliceret?
Når man bruger tyve minutter på at forberede en enkelt kop kaffe for at eliminere en mikroskopisk mængde "channeling", er man holdt op med at være livsnyder og i stedet blevet laborant.
Jeg ved det godt; du brygger din morgenkaffe hurtigt og effektivt og så bruger du din fritid på at optimere, maksimere og eksperimentere. Og her kan ‘profilering’ med avancerede metoder helt sikkert være guddommelig spændende. Ingen tvivl. Men vi skal være opmærksomme på at det ikke pludselig bliver nødvendigt for hver en kop vi brygger. Med mindre det da slet ikke er kaffen, der er i centrum for vores interesse.
Ritualet vs. Præstationen
Kaffe har altid handlet om mindst to ting: Koffein og ritual. Ritualet er det velkendte. Det er lyden af bønnerne i kværnen, duften der spreder sig i rummet, og den varme kop mellem hænderne. Det er her, kaffen fungerer som et mentalt anker – en pause i en travl hverdag.
Men når nørderiet kammer over, skifter fokus. I stedet for at slappe af, begynder vi at præstere. Vi leder efter fejl i stedet for smagsnuancer. Hvis din første tanke efter en slurk er "måske skulle jeg have kværnet et enkelt klik finere" i stedet for "hold kæft, det smager godt", så har videnskaben vundet over nydelsen.
Find din egen balance
Her hos Øristeriet elsker vi viden. Vi elsker, at vi ved mere om ekstraktion og bønnebiologi end nogensinde før. Men vi elsker også den uperfekte kop kaffe, der bliver drukket i godt selskab eller i total stilhed uden et stopur i hånden.
Brug endelig de videnskabelige gennembrud. Opgrader dit grej, hvis det gør dig glad. Men husk, at kaffe i sin kerne er et nydelsesmiddel, ikke et forskningsprojekt.
Nogle gange er den bedste kop kaffe ikke den, der er brygget teknisk perfekt, men den, der giver dig fred i livet og i sindet.
Så det enkle råd til den situation er: Hold det simpelt. Drik din kaffe. Og slap af :)