'Summerlove' – Fra Grease til den modne smag

Jeg modtog ’Summerlove’ fra Øristeriet, og navnet gav straks associationer til min spædeste ungdom, da skolen skulle på udflugt, og de store skulle se ’Grease’ med Olivia Newton-John og John Travolta. Det har været i 1978. Det var i Anker Jørgensens tid. Der var flippere, rockere og diskere. Diskoen kørte på højtryk, og Travolta var den store stjerne, og det smarteste var Bee Gees, selvom de af os, der ikke var diskere, syntes, at falsetterne var noget fimset noget. Dér var Grease noget andet og noget lettere at forstå for en naiv femtenårig med mod på den første forelskelse og meget få evner i samme retning. Det var Summertime – og måske, måske ikke, Summerlove.

Og kaffen? Kaffe dengang var typisk stadig filterkaffe. Man kunne købe Irmakaffe, hvis man havde en ’god smag’, og få den malet på den store kværn i butikken. Men det meste kaffe var – også dengang – i poser, allerede kværnet og allerede ikke særlig spændende. Det var ikke smagsløgene og de avancerede smagsindtryk, der gjorde, at et ungt menneske begyndte at drikke kaffe. Det var for at virke voksen. Når man ikke røg – som mange gjorde – så var der andre muligheder, som ikke var helt så hårde ved ens følsomme, unge sanser.

Kaffe blev drukket med mælk og sukker, og hvis det var fint – med kaffefløde. Jeg drak kun med mælk. Og ikke ofte. Det var ikke noget, jeg decideret nød. Men det var der sådan set heller ikke grund til. Kaffe var en last. Og det var ikke for børn. Men det var netop derfor, man begyndte at drikke det.

Når man tænker tilbage, kan man ikke undgå at tænke på, hvordan sådan en langlemmet, langhåret fløs, der sad med en kop kaffe med masser av mælk i, har virket noget malplaceret – og slet ikke så voksen, som han gerne ville. Men det vidste man jo ikke selv, så der skete ingen skade. Man var begyndt at drikke kaffe. Det var ’summertime’, og man forstod kun tingene på ’Grease’-niveau.

År senere, da man var flyttet hjemmefra og ind til den store by København og begyndte at gå på café for alvor – der omkring 1983 – handlede det om at være endnu mere voksen. Så hed det ’Summertime and the living is easy’ med Billie Holiday, og det hed Café au Lait på Café au Lait eller på Sommersko. Der var ikke mange caféer endnu, og de var meget franske. For det var ’the shit’. Og hvis man kunne sidde med sin croissant, Information og sin kaffe og kigge lidt skjult på pigerne, som kom ind – og måske endda lykkes med at slå en lille sludder af med dem, SÅ var man virkelig voksen med en voksen smag. Så var livet virkelig begyndt. Så var der håb om mere liv og lyst og nydelse. Og det var det, der var meningen – selvom man bildte sine forældre ind, at man var en flittig studerende.

Og ens kaffe var brygget på bønner, som man intet vidste om – men som man kunne høre blive kværnet rigtigt og brygget i portafilteret på den store espressomaskine. Og lydene i caféen – som man nød dengang – gav den helt specielle stemning af ’godt liv’, men man vidste endnu ikke, at netop disse lyde – af enhver årstid – på caféen ville følge én resten af livet som et minde om, hvordan man i starten af firserne blev næsten voksen – med Summertime og en lun brise igennem caféen, der løftede lidt lovende i de lette og lyse bomuldsskørter.

Og verden var blevet større, smagsløgene var modnede, og den naive femtenåriges godtroende forelskelse var blevet afløst af en mere kalkulerende og målrettet søgen. Og kaffen var blevet bedre og var ikke længere et signal om ’voksenhed’ i sig selv, men om sofistikeret dannelse, som de unge humaniorastuderende kvinder ville acceptere og tage som tegn på, at man var interessant. Så man også selv kunne være vinden i skørterne og så Summer Love kunne blive virkelighed.

-----------------------------------------------