Unica – en velafbalanceret espresso

Somme tider glemmer man at smage efter. Somme tider er man så optaget af 'livet', at man simpelthen hælder sin kaffe i halsen og fokuserer på noget andet.
Selvom man har gjort det til en vane at brygge sin kaffe omhyggeligt og med nøjeregnende præcision, kan man glemme det vigtigste; at smage sin kaffe.

Når man som jeg drikker den bedste kaffe i byen, brygget til perfektion og serveret i gode solide hvide kopper - kan man nå dertil, at man nægter at drikke sin kaffe i en café, hvis den ligger for tæt på ens bolig. Jeg har en café lige nedenfor min opgang, som kalder sig fransk og som dyrker det franske og som har glimrende kaffe. Men den kan ikke måle sig med min. Og den ligger for tæt på. Når jeg giver ekstra penge for en kop kaffe, skal der gerne være en ekstra oplevelse i det. Og det er der ikke i ret meget café-kaffe, så caféen må levere en oplevelse ud over det sædvanlige med sin atmosfære. Men kan atmosfære konkurrere med den bedste kaffe?
. Det kan ske, især hvis man glemmer at smage ordentlig efter.
Men det gør jeg kun, når jeg er optaget af noget andet. Af arbejde fx. Og så glemmer jeg også atmosfæren. Og så er jeg lige vidt.

Så jeg drikker min Unica kaffe hjemme. Den er en espresso fra Øristeriet, som lover at være en velafbalanceret lysristet cremet kaffe med spræl og spil i smagen. Det må jeg teste. Det første indtryk får jeg da jeg åbner posen. Den har stået og dampet og er næsten helt pustet op. Og duften der møder mig først, giver mig nogle mindelser om min barndom. Det er en umiskendelig kaffeduft som fra dengang min mor fik købmanden til at køre sit pund kaffe igennem kværnen i butikken. Det er en lidt støvet og 'interessant' lugt - næsten muggen, men ikke rigtig. Det er en lille bitte streg af noget 'farligt'. Det undrer mig først, fordi det jo er en sprællende lysristet kaffe. Hvorfor er der så disse noter i min næse? Skal der være det?

Bønnerne er blandet fra fem lande: Etiopien, Guatemala, Brasilien, Colombia og Indonesien - så vi kommer hele kloden rundt og alle tre store kaffe-kontinenter. Det er en farverig og fascinerende kombination. Det giver mig ikke rigtig noget at gå efter.

Jeg sætter næsen til din åbne pose og trækker ind. Det er sjovt, for duften er der stadig. Altså den mærkelige duft, der lidt peger et andet sted hen.

Så jeg må brygge en kop. Jeg vælger min espressomaskine og en espressofinhed i kværnen. Koppen brygger villigt. Der skal næsten ikke skydes noget ind. Det kører bare. Det er dejligt. Den ser fin ud. Men en kaffe kan sagtens 'se fin ud' og ramme ved siden af alligevel.

I munden smager den slet ikke som de første duftindtryk varslede. Den er netop balanceret, ikke for voldsom og den folder sig ud i 'faser' med en frugtig fase efter en jordet fase og endelig en krydret fase. Jeg kommer lidt til kort i mit ordforråd. Der er ikke noget af det der er kedeligt. Der er heller ikke noget som sprutter rigtig meget eller markerer sig meget voldsomt.
Jeg gætter på at det er det som gør, at den både er velafbalanceret OG har spræl og spil. Jeg kan godt nyde den. Jeg kan godt anbefale den. Den ville virkelig have gjort sig på caféen. Den er let at brygge. De unge baristaer kommer ikke til kort. 

Jeg ved ikke om den er 'unik' men den hedder i hvert fald 'Unica'.
Man skal huske at smage efter.

-----------------------------------------------