Når jeg skriver om min ungdoms forhold til kaffe, så kommer jeg i tanker om, at kaffe dengang ikke blev betragtet som sundt. Det var nærmest en last og det var ikke noget man introducerede børn for. For børn var uskyldige og de skulle ikke ryge og drikke. Og de skulle heller ikke nyde kaffe.
De voksne drak kaffe – og det var den last, som var den mindst syndige af dem alle.

Det kom fra en modstand mod nydelsesmidler. Der havde været bevægelser som forbandede menneskelig nydelse – og meget af det hang stadig ved. Man kan sågar spore tegnene selv i vore dage. Alt ’dejligt’ som blev indført fra eksotiske steder er på et eller andet tidspunkt blevet mødt af denne skepsis – om det er tobak, alkohol, chokolade, krydderier eller kaffe. Der har været forsøg på at forbyde dem alle – og nogle er det lykkedes med. Og en del af begrundelsen er, at mennesket ikke skal have lov til at nyde livet. Og hvis det er målet; at der ingen nydelse er, så må man finde argumenter. Og så siger man at det er usundt. Og det har man sagt om kaffe.

Men sandheden er muligvis en anden. Det kan være at kaffe er sundt. Det er ikke sundt på alle måder, men generelt. Det er en kompleks, funktionel drik, som har en hel del bioaktive egenskaber.
Moderne epidemiologisk og klinisk forskning viser det. Skal man nu tro på det? Det er svært.

Det er heller ikke meningen, at man skal drikke kaffen for sundheds skyld. Kaffe er et nydelsesmiddel og ikke medicin. Men det er påfaldende, at man har ment at kaffe var usundt – når det muligvis kan påvises, at der er virkninger, som er lige det modsatte.

For eksempel findes der undersøgelser, som viser at kaffe kan reducere risikoen for at udvikle type-2 diabetes, da kaffen indeholder polyphenoler (klogogensyre), som har en positiv vikrning på insulinfølsomheden. Det gælder især lysristet kaffe.
Mørkristet kaffe danner stoffet NMP, der dæmper mavesyreproduktionen og potentielt gør den mere skånsom for følsomme maver.
Og kaffe hævdes at kunne beskytte leveren. Koffeninen betyder lavere enzymniveauer og reduceret risiko for leverfibrose, hvor koffein blokerer adenosinreceptorer på stellatceller.
Og kaffen siges ogsså at kunne have positive virkninger i forhold til udvikling af Parkinsons og Alzheimers sygdom.
Endelig er der også påstande om at kaffe har en funktion som præbiotisk faktor, der gavner tarmens mikrobiom (f.eks. Lawsonibacter asaccharolyticus).

Det er bare nogle af de forskningsmæssige resultater man kan finde vedr. kaffe. Nu skal man jo ikke tro at kaffe er medicin eller har nogen medicinsk virkning. Det er ikke sådan at man kan anbefale kaffe til ’behandling’. Det interessante er, at vi behandler kaffen som var den usund og at det har nogle kulturelle historiske årsager, som stadig var fremherskende for 40-50 år siden. 

-----------------------------------------------