Forside Menu Indkøbskurv Søg

Øristeriets kaffe & espresso blog

Anmeldelse af Espresso Earthy Monkey

En jordisk åbenbaring

Hvad gør man når man åbner en pose med et kilo af en friskristet kaffebønne, som risteren kalder 'Earthy Monkey Espresso' - og det første indtryk der slår én imøde netop er en blanding af frisk jord, småfermenteret frugt og nogle krydrede vilde urter fra vejkanten? Hvad gør man, når man har lovet at skrive noget om det - og man nærmest bliver småforskrækket over lugten?

Den er så klar og tydelig, at der ingen tvivl er om, at det er med vilje. Der er ikke noget galt. Det er ikke fordi der er sket en fejl. 

Det er såmænd heller ikke fordi lugten der slår én så tydeligt i møde er ubehagelig.

Men den fortæller noget: Den fortæller, at man måske har ladet sig lulle lidt ind i 'sådan her skal en god kaffe dufte' træthed. At man måske har vænnet sig til at al kaffe dufter ens, smager ens og bare er 'god' når den ikke er 'dårlig'.

Men sandheden er jo, at kafferne er forskellige. Somme tider er de endda meget forskellige. Somme tider kan man blive overrasket.

Jeg blev overrasket. Og så måtte jeg jo smage. Og eksperimentere lidt.

Det var dog ikke nødvendigt med så mange eksperimenter. Det er en karakteristisk 'god' kaffebønne. Den er sig selv. Den overrasker. Men den er overraskende god. Den er 'karakteristisk' - med sin helt konkrete og direkte 'jordethed'. Det er ikke noget som præger den færdige kop på nogensomhelst ubehagelig måde. Den smager og dufter i dén grad som kaffe skal. Men også i den grad anderledes end de fleste.

Og det er svært at beskrive. Det er alt for fristende at bruge de forslidte ord. Som jeg har gjort. Men det yder ikke retfærdighed.

Øristeriet kan overraske mig. Det sker. Det sker når jeg får en kaffe som denne tilsendt. Det sker når jeg brygger en virkelig dejlig kop - og den er 'anderledes' og jeg ikke kan beskrive det med andet end forslidte fraser, selvom kaffen selv overhovedet hverken er forslidt eller banal.

Jeg elsker egentlig ikke at blive alt for overrasket med min kaffe. For jeg har det med at drikke kaffen færdig, når jeg først har åbnet en pose. Jeg har ikke gang i fire-fem kaffer på én gang. Og hvis kaffen er for speciel, kan det da godt være, at jeg ikke synes det er sjovt, når det nærmer sig bunden i posen og i hopperen.

Ikke her - tror jeg. Ikke med 'Earthy Monkey'. Den bør vinde en pris for at vække en gammel kaffenørds smagsløg til live igen.

Dine gæster vil elske at smage den. Hvis du brygger den rigtigt. Og det er ikke svært. Det er ikke en sart kaffe. Det er en særlig kaffe.

-----------------------------------------------


 

Anmeldelsen  er skrevet af Gunnar Langemark.

Gunnar Langemark er kaffenørd igennem mere end fyrre år, siden han begyndte at studere på Humaniora i København. 

Efter en tur omkring udviklingen af computermedier, som varede i flere årtier, er han i dag forfatter, skribent, redaktør og ghostwriter og fremstiller håndlavede fyldepenne i træ i sit værksted.

Han er stadig generelt nørdet og han er stadig kaffenørd om en hals og har nu tid til at dyrke det endnu mere, efter hans børn er blevet voksne. Han har været igennem talrige både traditionelle og eksotiske bryggemetoder og drikker alle slags kaffe, men sværger alligevel til en dobbelt lungo brygget på et gennemvarmet E61 bryghoved med ca 15g i portafilteret.

https://www.langemark.com

← Ældre indlæg

Søg