Jeg åbner posen med 1454 fra Øristeriet, og pludselig er jeg tilbage til min tidlige barndom lige omkring 1969-70. Jeg kan mærke duften af vinterformiddag hjemme i det svenske tofamiliehus. Huset er af træ og gammelt og engang i 1928 flyttet fra Sverige og til Toftekærsvej i udkanten af Vangede nord for København. Jeg er alene med min mor. Min far er på arbejde, min storesøster er i skole og min lillesøster er i børnehave. Det er de par år, hvor jeg kun har én dreng at lege med og kun når han bliver passet af sin mormor, som bor skråt overfor. Han hedder Henrik. Men han er der ikke.
Så her sidder jeg i min erindring. Der er isblomster på vinduerne. Det er før termovinduernes tid. Jeg kan se magnolierne udenfor, med de sorte, tomme og krogede grene med våd bark og lidt rimfrost og sne på oversiden. En solsort hopper rundt blandt småspurvene, der hvor min mor har smidt lidt gammelt brød ud.
Men duften af kaffen trænger sig på. Jeg elsker duften af kaffe. Jeg elsker duften af nykværnede friske bønner. Det stiger mig til hovedet og overvælder mine sanser. Jeg drikker endnu ikke kaffe selv. Men jeg skynder mig ud til min mor ude i køkkenet, hvis der er en chance for at få den duft ind. Hun står ved det hvide jernbord med kakler, hvor gasblussene står. Køkkenet er et gammelt ramponeret køkken med hvide fyldningslåger. Der er sat sedler på døren og der hænger en rund tyrkisfarvet plastickøkkenvægt på væggen, som kan vippes ned. Den er jeg også fascineret af. Ting distraherer mig. Kaffen er ved at løbe igennem papirfilteret i tragten og ned i termokanden. Min mor skal skrive og hun skal have ro. Hun skal have kaffe. Sort kaffe. Den dufter dejligt. Hun drikker sin kaffe sort, mens min far skal have mælk i sin. Jeg ved hvilken lysebrun farve den skal have for at være rigtig.
Min mor lukker termokanden og tager den og en kop hen til skrivemaskinen. Den er meget meget meget gammel. Jeg ved endnu ikke, at jeg ender med at arve den. Det er en Corona 3 fra 1921; én af de mest almindelige og budgetvenlige små rejseskrivemaskiner, som folder sammen og kan være i en lille sort kuffert. Hun har selv arvet den. Allerede dengang for næsten 60 år siden er den ældgammel - halvtreds år næsten.
Jeg kigger på hende. Hun læner sig tilbage, finder en lille æske cerutter frem fra forklædelommen og tænder én med en tændstik. Så skænker hun sig en kop kaffe og tilkaster mig et lille skævt blik som siger ‘nu skal Mor arbejde’, mens hun glatter sin strikkede uldsweater over maven og hendes fingre finder det lille hul, som møllene har ædt.
Det damper fra koppen med kaffe. Der er så langt hen til kakkelovnen, at der aldrig bliver rigtig varmt i det lille rum.
Det er vist det sidste år vi ikke har centralvarme. Marsvinene piver ude i gangen.
Kaffen damper. Jeg går tilbage og sætter mig i stuen og kigger på vinteren udenfor. Jeg kan godt holde mig selv beskæftiget.

Espressomaskinen brummer. Jeg bliver hevet ud af min tankeflugt.

Jeg må koncentere mig nu. Bønnerne nede fra Øristeriet har været en tur frem og tilbage fordi kiosken var kommet til at sende dem retur. Nu har jeg dem og nu vil jeg smage. Jeg kværner, tamper, brygger. Den ser smuk, tyk mørk og fed ud. Jeg kan godt lide synet, men tror måske jeg har brugt for mange bønner. Det er hvad der sker.

Jeg smager på den. Det er en blød og meget fyldig kaffe. Jeg har helt sikkert givet den lidt for meget, så jeg overvældes af bitterstofferne, men de er faktisk ikke ubehagelige, og jeg ved at jeg kan nedjustere den lidt - måske lidt grovere kværn. Den skal nok blive perfekt.
Den dufter i hvert fald vidunderligt. Så vidunderligt, at jeg får erindringsbilleder. Det er et godt tegn.

-----------------------------------------------