"Jeg modtager mit kilo Rednose to dage efter ristning og kan ikke stå for fristelsen, så jeg åbner posen og fører den op mod næsen. En super blød, rund og fyldig kaffeduft slår mig imøde med usædvanlig intensitet og jeg tænker, at hvis det ikke var fordi jeg har fået strikse instrukser om at vente en uge, så ville jeg gå ombord i den med det samme - og skide på, at man siger at den lige skal dampe af for, ikke at lave for meget ‘skum’. Det har jeg aldrig taget mig af med mine ‘hjemmeristede’ bønner.

Men jeg er artig og venter. Jeg er væk i et par dage og da jeg kommer tilbage er den ved at være klar. Så jeg fylder lidt i kværnen og giver den en tur. Den første kop er bare for at gøre kværnen lidt mere ren, så der kun er Red Nose i de næste kopper. Men allerede den første kop er dejlig. Det er tydeligt at der er gjort en indsats for, at lave en rigtig julekaffe. 

I hvert fald kan jeg ikke lade være med at tænke på, at kaffen ikke bare dufter henad julebag og gode tider, men også ser sådan ud. Dens crema er så blød. Det er selvfølgelig synsbedrag og held. Og så det forhold at den nyristede kaffe producerer ekstra mange små bobler i olierne. Det ses og mærkes. Maskinen er gennemvarm og dens E61 bryghoved især. Det er ikke det der gør, at den næste kop er lidt skæv. Det er fordi jeg har kværnet godt 15 gram i stedet for de 14.5, som jeg tror er de rigtige. En lille bitterhed sniger sig ind i næsen, så jeg lader koppen stå et minut eller to. Og det er ikke en dårlig idé. Den klarer op og præsenterer sine lidt støvede krydderier. 

Det er sådan noget kaffer med gode kvaliteter kan gøre. Deres kompleksitet kommer til udtryk på forskellige måder - lidt afhængig af hvad du gør ved den. Man kan finde forskellige smagssammensætninger ved at behandle den forskelligt. Og det er ikke dårlige udtryk. En gammel og billig kaffe vil altid blive ringere af andre behandlinger end ‘den optimale’. Med en god frisk bønne er der mange ‘optimale’ udtryk. Det er i hvert fald min erfaring. Men jeg er ikke udlært i ‘cupping’ og den slags. Jeg har bare drukket kaffe og brygget på alt muligt udstyr siden firserne. Nu brygger jeg min espresso (lungo, americano osv) på en gammel Isomac Tea II. Den er ikke fancy, men den gør som jeg siger, hvis jeg bare tager mig af den og giver den lidt omsorg.
Jeg nyder min kop. Jeg glæder mig til at anmelde den. Og jeg glæder mig til at anmelde flere af Øristeriets kaffer. Det er altid godt at få skærpet sanserne.
Cremaen er fed og har de små mørke prikker, som tyder på at den måske er brygget for hårdt. Jeg kan godt smage det. Den er en lille smule ovre i det bitre. Ikke noget ubehageligt, men jeg ved at jeg kan lave en silkeblød kop med den her bønne. Så jeg beslutter at reducere vægten først. I morgen vil jeg begynde med 14,5 gram. Hvis den så ikke er perfekt, vil jeg ændre finheden.

Det er næste morgen. Jeg bryggede min kop. Midt i det hele løber maskinen tør for vand. Drama! Jeg skynder mig at hente vand. Det er den typiske fejl eller forglemmelse jeg begår somme tider. Jeg når næsten at redde koppen, men jeg kan jo ikke regne den med til min generelle anmeldelse. Den er teknisk set mislykket, men den fejler egentlig ikke noget. Den er lidt tynd i det, da trykket nåede at falde lidt. Det gør mig ikke det store. Det er en robust bønne, denneher jule-espresso.

Den næste kop har ‘spruttet’ lidt fra portafilteret og der er dalmatinerpletter på hele koppen. Det gør heller ikke noget.

Jeg tænker lidt på bønnerne. Det er en blend af halvt Sidamo, der hedder Suke Quto. Og så halvt Yanesha Coop fra Peru. Jeg kan ikke helt finde ud af om Suke Quto farmen ligger helt indenfor Sidamo distriketet eller ej. Jeg er også lidt ligeglad. Men for nogle er det vigtigt. Enhver der betaler mere for god kaffe, kender den fundamentale kaffehistorie til bevidstløshed. Ingen gedehyrde med dansende geder denne gang. Så man graver lidt dybere for at finde ud af hvad det er for en ‘fisk’. Etiopisk højlandskaffe fra kaffens fødested. Det er her blødheden kommer fra, tror jeg. Det er jordbunden og klimaet. Det ved vi godt. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på om det mon har været de her vidunderlige bløde dufte, som har været så tillokkende. Om man mon er begyndt med det bedste og siden bare har fået ‘vanen’ og fundet sig langsomt i lidt lavere kvalitet. Nah… Når man smager ‘estate’ og ‘singler’ er der nogle fra andre egne i verden, som er lige så gode.

Der er også andre grunde til at drikke sådan en kvalitetskaffe. Man kan godt glæde sig over, at kaffefarmerne i Peru har fået slået sig sammen og mere eller mindre smidt ‘Folgers’ og de andre kæmpeindustrier ud. Også selvom det ikke er hele historien. Men den dér Yanesha-historie, hvor de lokale kaffefarmere har en fælles kooperativ kaffevirksomhed, som de hver især leverer til, er værd at dvæle ved. Det er andelsbevægelsens historie endnu engang. At det også er økologisk og bæredygtigt er bare endnu bedre. Især når det er høj kvalitet. Der er mere bjældeklang i julekaffen, når den følges af en god og hjertegribende historie. Sådan er det bare.

Jeg er ved at have skudt min kaffe ind. Kværnen har vænnet sig til den nye bønne og maskinen er varm. Koppen fyldes med de fede dufte og jeg begynder at kunne skille chokoladen ud. Altså de der ‘noter’ af krydderier, frugt og chokolade. Det er blødheden. Den her kop kan godt tåle at stå lidt og miste lidt varme. Det er ikke en meget følsom kaffe. Det er tværtimod en kompleks kaffe med dybder og flere oplevelser. 

Efter et par dage er min Red Nose juleespresso integreret i min rutine. Den ligger i hopperen, klar til at kværne. Den har fået luft og er dampet af. Den er perfekt. Den er let at brygge. Alt er som det skal være. Men jeg er begyndt at vænne mig så meget til den, at jeg glemmer at smage rigtig efter. På en måde er det sådan det skal være. Men det kommer med en bagside: Jeg glæder mig ikke til at få en kop kaffe (typisk en americano) på en café. For det jeg selv kan brygge derhjemme er bedre. Meget bedre. Både bønnen og baristaen er bedre. Nå, skide være med det. Man mærker mest kvalitet, når man også præsenteres for det der ikke er det. Det er kontrasten - forskellen - der gør det. Så hvis jeg altid kun fik den bedste kaffe, ville jeg ikke kunne sætte ordentlig pris på en jule-espresso som Red Nose. Når jeg sådan en søndag eftermiddag har været ude - og har fået en kop på en café, fra en ung barista med mange andre opgaver og en automatisk maskine og en mekanisk tamper, og jeg så kommer hjem og brygger min Red Nose, så er det sådan ‘WOW!’ - og så har jeg ‘fået øje på den’ igen. Det føles godt.

Jeg kan godt lide en lidt no-nonsense tilgang til kaffen. Og jeg kan godt lide en kaffe som ikke gør sig ud til bens, bare fordi man ikke er helt konsistent i sin bryggemetode. 

Red Nose er sådan en kaffe. Den kan rigtig meget og især kan den forholde sig positivt til at blive behandlet forskelligt - selvfølgelig indenfor rammerne af en god bryggeskik. Men den er ikke sart. Den harr heller ikke en stærk ‘karaktér’, som man fristes til at sige om en kaffe, der har en meget stærk og karakteristisk smag, som adskiller sig fra alt andet, sådan som nogle Estate kaffer kan have det med at være. Jeg tror enhver kan være med her. Og også svigermor kan smage, at det her er ekstraordinært god julekaffe. Og det er sådan det skal være i julen. Alle kan være med og glæde sig."

-----------------------------------------------