Forside Menu Indkøbskurv Søg

Øristeriets kaffe & espresso blog

Sommerhus kaffe

Sommerhus-kaffen og den gode smag

Den halvmugne lugt af vinterlukket sommerhus møder din finfølende næse. Du er ankommet med familien til det lejede sommerhus, som har stået lukket i et stykke tid. Der er skønt og du kan mærke den særlige ro, som sænker sig over alle. I er nu i en verden adskilt fra hverdagens stressede rutiner. I skal rigtig nyde det og slappe helt af.

I har taget basser med fra bageren og du har fisket en lille flaske calvados frem, som endnu kan fremtrylle nogle små ’gibbernakkere’. Og kaffen. Nu skal I have god kaffe. 

Men det er ikke helt så let i sommerhusets mere primitive virkelighed. Du er jo kaffeentusiast. Hjemme står din tunge italienske dampmaskine med sit massive E61-bryghoved i forkromet messing, sine manometre og det er også derhjemme din præcisionskværn står. Hjemme er brygningen en nøje indstuderet koreografi af vægt, kværngrader, gennemløbstider og friskristede økologiske bønner.

I sommerhuset er virkeligheden en anden. Her står en ældre, slidt kaffemaskine af plast. Du kan tænde den på en knap – og så sender den vand igennem et filter med din kaffe fra posen, som du har smidt i indkøbskurven i det lokale supermarked på vejen. Kværn er der ingen af. Du aner faktisk ikke hvad du har købt og du kan ikke gøre så meget andet end at trykke på knappen og håbe.

Du brygger. Den første kop smager faktisk helt udmærket.

Den smager af sommerhus. Den damper i kruset, mens du kigger ud på træerne, den langeluvede plæne og himlen med de spredte hvide skyer, og den gør nøjagtig det, kaffe altid har gjort: Den virker … som kaffe. Og gør calvados og wienerbrød selskab uden at være i vejen.
Og du slapper dejligt af og holder af verden og især af familien. Og en lille tanke strejfer dig: hvorfor har jeg sådan et dyrt udstyr derhjemme? Det her er jo også drikkeligt.

Så går der et par dage og noget begynder at dæmre. Når du når bunden af koppen, mærker du det: Der er ikke rigtig nogen dybde, ingen sprød frugtsyre, ingen blød og fed crema på toppen. Det er en lidt flad fornemmelse. En påmindelse om, at forkværnet kaffe mister sine mest flygtige og fantastiske aromastoffer i løbet af kort tid, og at en simpel kaffebrygger sjældent rammer den rette brygtemperatur.

Og det er lige her det går op for dig, at din sommerhuskaffe opfylder flere formål; det er en kaffe der virker, den udfylder sit sociale formål og den er der. Men den er ikke så meget andet. Undtagen: Den minder dig om hvilken luksus du har derhjemme!

Hjemme er du blevet vant til altid at kunne brygge verdens bedste kaffe; nemlig den du selv har fundet frem til! Det er blevet hverdag for dig. Det er blevet en selvfølge. Og du er holdt op med virkelig at sætte pris på det. Du er blevet smagsblind af den vane.
Du er måske endda begyndt at tøve med at bestille kaffe i caféerne fordi din egen kaffe er så meget bedre, at du ikke gider drikke det sprøjt?
Og samtidig med at du ved at det er sådan, så er du faktisk holdt op med at lægge mærke til det. Og her kommer sommerhuskaffen ind og redder dig.

I en uge eller to vænner du dig til det jævne. Du lærer at nøjes.

Og når du så kommer hjem igen og går ud i køkkenet og tænder for maskinen og lader den varme godt op … og du hælder bønner på hopperen i din kværn. Og du kværner og indsnuser duften af de friske bønner og du tamper og brygger og du ser den lille stråle og den gule crema og du står og når at glæde  dig. Lige dér opdager du det.

Du tager den første slurk. Og dér er det. Det lille indvendige "WOW!" og følelsen der strømmer ud i kroppen – ud i arme og ben. Dét er kaffe!

Din tur i sommerhus har lært dig at sætte pris på din egen kaffe igen. Du forstår hvorfor du ofrer tid, penge og anstrengelser på din hobby. Og du bliver glad igen. Du sætter pris på det. Du har genopdaget kaffens vidunderlige magi!

-----------------------------------------------


 

Artiklen  er skrevet af Gunnar Langemark.

Gunnar Langemark er kaffenørd igennem mere end fyrre år, siden han begyndte at studere på Humaniora i København. 

Efter en tur omkring udviklingen af computermedier, som varede i flere årtier, er han i dag forfatter, skribent, redaktør og ghostwriter og fremstiller håndlavede fyldepenne i træ i sit værksted.

Han er stadig generelt nørdet og han er stadig kaffenørd om en hals og har nu tid til at dyrke det endnu mere, efter hans børn er blevet voksne. Han har været igennem talrige både traditionelle og eksotiske bryggemetoder og drikker alle slags kaffe, men sværger alligevel til en dobbelt lungo brygget på et gennemvarmet E61 bryghoved med ca 15g i portafilteret.

https://www.langemark.com

 

← Ældre indlæg  |  Nyere indlæg →

Søg