Forside Menu Indkøbskurv Søg

Øristeriets kaffe & espresso blog

Rengøring og vedligeholdelse af espressomaskine

Espressomaskinen der langsomt 'gror til'

Hvorfor kemi-rens ikke erstatter mekanisk service

Du er en kaffenørd. Du køber bønner fra et specialristeri som Øristeriet. Og du har denne pragtfulde espressomaskine, som kan kontrollere din brygning i sine mindste variabler. Du elsker den og pudser den og polerer den. Alle beundrer din flotte maskine. Du passer den også rigtig godt med særligt vand, med afkalkning og endda med Cafiza til at tage de indtørrede kaffeolier og snuller. Du har styr på alle disse ting. Din maskine er passet rigtig godt.

Og så sker der det umærkelige, langsomt snigende; - maskinen bliver langsomt dårligere. Endda meget langtsomt. Så langsomt at du først overhovedet ikke bemærker det. Og da du bemærker det, så tror du måske det er dine smagsløg der er 'syge' eller 'gamle'. Men det er det jo ikke. Det ved du godt. Men er bønnerne blevet dårligere? Men det er de samme bønner du hele tiden har svoret til, når du ikke lige skulle eksperimentere. Det er sgu også dén satans kafferister, som er begyndt at sjuske.

Nej, vel er det ej. Det er din maskine. Du har ikke fået den serviceret rigtigt. Din espressomaskine skal ikke bare passes, renses og vedligeholdes ... og poleres op, selvfølgelig - så den skinner dér på køkkenbordet!

Din espressomaskine skal serviceres. Den er en maskine som er næsten ligesom din bil. Din bil kan heller ikke nøjes med at få benzin og olie på og blive kørt i vaskehal. Der er sliddele. Der er ting der 'gror til' selvom du gør alt det rigtige. Derfor.

Ja, Cafiza fjerner alt det der har med kaffeolie, fedtstoffer og fnuller at gøre. FIlteret, bryghovedet ... Og jo, din citronsyre eller hvad du nu bruger fjerner kalkaflejringerne i kedlen og i varmeveksleren, hvis du har sådan en maskine. Det er alsammen godt. Det er bare ikke tilstrækkeligt. Det er ikke nok med et 'backflush' med kafferens.

Hvis du fx har en klassisk maskine med et E61-bryghoved, så kan der være dyser i den, som bliver tilstoppet med småbidder af kalk, der ikke opløses af en simpel afkalkning. Der kan være kalkaflejringer i det fem kilo tunge messing-bryghoved, som gør at varmen bliver lidt for lavt ude i det.
Og kedlens varmelegene kan også være kalket til så meget, at en afkalkning ikke virker. Og hvis der sidder 'gunk' som en blanding af kalkrester og andet skidt i ventiler og fjedre, så kan der ske det at din overtryksventil ikke kan holde et stabilt tryk. Og det kører op og ned. Måske kan du endda se det på maskinen.

Og så trænger din maskine til en grundig service.

Du tænker måske endda at det er din brygteknik der er blevet sløset, at der er noget som du har glemt. Det er der ikke. Det er ikke din kværningsfinhed og det er heller ikke fordi kværnens blade er sløve og laver 'findele' i for høj grad. Det er ikke din tamping. Det er ikke alt det.

Det er simpelthen din maskine, som har en svær tid. Fordi du ikke har givet den kærlighed. Fordi du har taget den for givet. Og har brygget tusind kopper uden at skænke den en tanke. Den står dér; skinnende smuk i rustfrit stål.
Men den er 'ked af det'.
Måske kan du selv servicere den. Men hvis du ikke er vant til at rode med mekanik, så vil udgiften til en professionel service nok være noget af det, som du kan få mest glæde af. Nu du faktisk køber dine dyre kaffebønner fra et specialristeri og hævder at du er en kaffenørd. 

← Ældre indlæg

Søg