Det store kaffemørke – Når smagsløgene går på efterløn

Hver morgen, nærmest som et sakramente, står jeg dér og vejer af. Min kaffevægt måler med en præcision på 0,01 gram, som var det beriget uran, jeg doserede. Jeg er omhyggelig. Det er trods alt en etiopisk Sidamo fra Øristeriet. Man vil jo ikke spilde de dyre bønner! Kværningen er skudt ind, stålet er renset, og jeg er skarp på at levere præcis mængde og præcis finhed. Svanehalskedlen hælder det temperaturstyrede vand over bønnerne i cirkulære bevægelser med en rolig andagt, der ville gøre en zen-munk misundelig. Alt er perfekt. Næsten alt. For der er desværre også lige mine papiller.

Det er muligt, at mit impostersyndrom er lidt påtaget. Jeg er trods alt garvet nok gennem årene og ikke fuldkommen forudsætningsløs. Men jeg er også nået til en erkendelse, der er sværere at synke end en overekstraheret Robusta: Jeg er så småt ved at kunne spore udløbsdatoen på mine smagsløg.

Videnskaben er desværre ret kontant her. Når vi runder de 60, begynder vores smagsløg at pakke sammen. De bliver færre, de skrumper, og de mister deres følsomhed. Det starter med de fine nuancer af salt og sødt, mens bitterheden – ironisk nok – bliver hængende lidt længere. Som en gæst til en fest, der ikke forstår en diskret hentydning. Det er det, jeg har at arbejde med. Og det må jeg leve med.

For en kaffeentusiast er det en eksistentiel krise, serveret i den lille hvide porcelænskop. Som yngre krukkede jeg med min æstetiske sans og mine evner til at skelne – også selvom jeg fandt krukkeriet lidt trættende selv. Det var vigtigt at kunne skelne mellem noter af jasmin og bergamotte eller en let krop med undertoner af tørret abrikos. Men på det seneste er jeg begyndt at miste forbindelsen. Er det her virkelig en frugtig lysristning, eller har jeg bare glemt at skylle sæben ordentligt ud af koppen?

Men frygten for det smagsmæssige mørke er ikke kun en teoretisk øvelse; jeg har haft det tæt på før. Da jeg for over ti år siden blev ramt af cancer, opdagede jeg, at min lugtesans var blevet forringet. Da jeg endelig var blevet opereret og havde fået den genetableret nogenlunde, kom corona og ville lege med. Det kom vi også over. Sådan da. Tror jeg.

Men jeg tvivler alligevel. Er der virkelig de smagsnuancer? Er næsen virkelig med mig? Er det mig, der er gammel, eller er det bønnerne? Har jeg været for hård ved dem? Har jeg underekstraheret?

Det er selvfølgelig godt – på en måde – at jeg nogle gange slet ikke lægger mærke til de finere nuancer. Man er glad, når kaffen bare er nogenlunde. Selv en kop fra en maskine på tankstationen kan udfylde en rolle. Men kan det virkelig passe? At mine sanser degenererer i et tempo, hvor jeg til sidst ender som min mor, der serverede tynd varmekaffe fra den billigste Karat?

Tanken har strejfet mig, og frygten har indtaget en lille plads i baghovedet. Men jeg bruger min erfaring, og jeg mobiliserer mine evner og resterne af min lugte- og smagssans. Jeg gør mig umage. Og det skal nok gå, hvis jeg ikke falder helt af på den.

Det slår mig dog, at det måske er derfor, de unge er så begejstrede for lysristede estate-kaffer brygget i et V60-filter. Den rene, klare og uforfalskede kaffe uden alt det brutale, bitre og mørke, som jeg efterhånden foretrækker. De har stadig udstyret i orden – altså det biologiske.

Jeg slår det hen og afvejer mine bønner med omhu. Man er vel ikke barbar, selvom man er fyldt 60 og ikke længere er i helt samme form som for 30 år siden.

-----------------------------------------------