Forside Menu Indkøbskurv Søg

Øristeriets kaffe & espresso blog

Hvor ligger Øristeriet?

Det er her vi bor, 300 meter fra Østersøen, ca. midt i Hjelm Bugt på Møn, på Strandgaard.
Billedet er fra 1961, og bygningssættet ser ikke helt sådan ud i dag, men alligevel tæt på.
Strandgaard er vores, Christina og Michaels, private bolig, men også hjemsted for Øristeriet.
Øristeriet ligger i den gamle stald, som er den tværliggende bygning du kan se på billedet
Da vi flyttede ind for knap 10 år siden blev alt totalrenoveret.
Det var en lang vej fra gammel nedslidt stald til kafferisteri/fødevareproduktion.
Vi valgte at sætte i stand med respekt for charmen i den gamle bygning, så væggene er stadig skæve, farverne er de samme som i 150 år, og de gamle porte og skydedøren ind til grisestalden (som nu er vores lager til pap og poser + roderum) fik vi en snedker til at lave en 100% kopi af, bare i nyt træ.
Det hele fungerer faktisk supergodt, selv om det ikke er industrielt eller arbejdsgange optimeret.
For nogle år siden kom Lizzy forbi.
Lizzys far købte Strandgaard i 1945, og hun er derfor opvokset på Strandgaard. Lizzy og hendes søster havde værelse i hvad der i dag er vores køkken, og hun opvoksede her da Strandgaard stadig var en rigtig gård.
Lizzy havde været forbi mange gange før over de sidste 30-40 år, under de skiftende ejere, men havde aldrig været indenfor, eller bare i haven.
Så hun fik en rundvisning på et par timer, og vi fik en lang snak om hvad der havde været, hvordan det havde set ud, ændringer osv., og jeg fik svar på mange af de spørgsmål jeg havde.
Lizzy fik et par poser kaffe med hjem til nordjylland, hvor hun har boet det meste af hendes liv.
Det er lidt spændende at riste kaffe i gamle bygninger med historie, jeg tænker over det hver eneste dag :)



← Ældre indlæg

Søg