Vores ven af risteriet har et problem og skriver igen

Jeg er som bekendt glad for god kaffe. Det er der forskellige gode løsninger på. Men den bedste er som regel at brygge den selv. Hvis man altså har et begreb om hvad man gør.

Jeg har gået meget på café i mine yngre dage. Det begyndte med at jeg ville læse avisen og gik ind på ‘Café au Lait’ i Gothersgade i København, eller ‘Sommersko’. Det var mine foretrukne vandhuller. Så sad jeg med min notesbog, mine studier der blev ignoreret og en kop Café au Lait og en Croissant på bordet ved siden af Information eller Weekendavisen. Det var dejligt at læse litteratursiden og debatten. Det var dejligt at kunne kigge ud på menneskene, der passerede dugnakkede forbi i regnen med et fast greb om mappen og paraplyen. Det var bekræftende og samtidig trygt, at sidde dér og iagttage.
Og tage noter.

Jeg var jo ung, så jeg var meget klog og læste hele bøger. Det gjorde man for 40 år siden. Altså - læste hele bøger. Der var ikke noget internet til at forstyrre koncentrationen. Så selvom man var let at distrahere, fik man alligevel læst lidt. Også selvom der kom studiekammerater forbi, eller andre man havde lært at kende.

Kaffen var min last. Men jeg var endnu ikke blevet så bekendt med kaffen, at jeg ville undvære mælken. Det tog et par år. Det kom da jeg begyndte at brygge selv. Jeg husker ikke præcis hvor god eller dårlig cafékaffen var for 40 år siden. Det var ofte en list ældre bartender der stod i baren og betjente espressomaskinen. Og han eller hun har formodentlig vidst hvad der foregik. Men jeg bemærkede alligevel, at jeg kunne købe bønner og kværne dem på den håndholdte kaffekværn, som jeg havde klunset en sommer som ‘gårdmand’ på Vesterbro. Den gjorde det muligt at købe hele bønner, hvilket endnu ikke var noget man plejede at have i supermarkederne. Men Irma havde dem da. Ellers var de udfaset i hurtig-modernismens hellige navn.

Jeg fandt også en kaffekolbe hos en marskandiser. Jeg havde set sådan én før, på billeder. Men jeg anede ikke hvordan den fungerede, så det måtte jeg selv regne ud. Af én eller anden grund faldt det mig ikke ind at spørge de gamle. De ville nok have vidst det. Men de ville nok også have sagt: Hvorfor bruger du ikke bare en kaffemaskine? Det er meget meget lettere!

Jeg fandt en lille espressobrygger af dem man sætter på blusset. Den eksperimenterede jeg også med. Men jeg blev aldrig rigtig dus med den. Og det var jo nok fordi jeg faktisk ikke kunne kværne mine bønner tilstrækkelig fint. Så lærte jeg det.

Nu, mange år efter, kan man jo få ‘god kaffe’ alle steder. Eller, det siger de. Du kan gå ind på enhver café (dem er der mange flere af) og få kaffe fra et helt kaffekort. Sjov nok er navnene ikke længere franske, men italienske. For det skal jo være ægte. Du kan få en cortado, en macchiato, en cappuccino og så videre, men ikke en Café au Lait. Sådan er der så meget. Men da jeg ikke længere drikker mælkedrikke, er det ikke noget jeg ellers bemærker. Jeg skal have en espresso eller en americano. Det sidste er bare fordi min mave ikke kan holde til det.

Men her kommer problemet. Jeg er god til at brygge min kaffe selv. Jeg har en god kværn og en ok maskine med et e61 bryghoved og jeg er vant til at styre tingene. Når jeg så oven i købet har bønner fra Øristeriet, så er det svært for den unge barista at konkurrere på kaffen, hvis han eller hun ikke gør sig umage.
Og det gør de sjældent.

Jeg drømmer og lover og vil gerne sidde og nyde en kop på en café mens jeg skriver og kigger ud ad vinduet og prøvet at læse en bog - eller bare en artikel i en avis. Hvis de overhovedet holder avis på den café. Jeg bliver bare så ofte skuffet. Eller - jeg er holdt op med at forvente noget af den kaffe, som jeg kan få på en café. Og i vore dage har de ellers allesammen været på barista-kursus. Det er bare nok ikke helt tilstrækkeligt, hvis man ikke selv er ‘hooked’ på god kaffe. For hvordan skal man vide, at det er god kaffe, hvis det ikke er noget man går og smager på? Hvordan skal man kunne indstille maskinerne og tilpasse sin brygning, hvis man ikke har fuld kontrol med maskinen? Hvis der er tre-fire unge mennesker, som allesammen trykker på knappen og får en kop ‘ok’ kaffe til kunden. Som betaler 40 kroner eller mere - for noget, som han selv kunne gøre meget bedre?

Så man må nøjes med stemningen og med at drømme om god kaffe. Og så glæde sig til at komme hjem, hvor man kan lave sin kaffe på gode friske økologiske bønner, der er blevet kærligt behandlet.
Der skal entusiasme og kærlighed til. Kaffe kræver noget. Det er jo ikke en hvilken som helst hobby!